Beboerinformation primo marts 2016

Reglerne for vaskeriet SKAL overholdes, så HUSK venligst:

  • at vasketur 1 til 4 bookes på datotavlen med en lås med EF-nummerskive
  • at kun “klatvasketuren” mellem 12 og 15 umiddelbart er til fri afbenyttelse
  • at en booket vasketur skal være påbegyndt senest en halv time efter den bestilte tid, ellers er vasketuren til fri afbenyttelse
  • at det IKKE er tilladt at bryde ind i en igangværende vasketur ved at tømme maskiner, der er stoppet (beboeren, der har vasketuren, kan ønske at slynge sit tøj, eller være på vej med mere tøj)
  • at der hører tørrerum til alle vasketure, som man råder over i 24 timer, hvorefter de SKAL tømmes

Er du i tvivl, så spørg varmemesteren, der også hjælper med at klippe låse og fjerne tøj, hvis reglerne ikke overholdes.

Betalingsservice – husk at blive tilmeldt

Bed din bank om at tilmelde dig, eller gør det på din netbank under PBS betalinger. Her angives NETS nr. (PBS nr.), deb.gr.nr. og lejemåls nr. Alle disse numre fremgår af det girokort, der sendes til dig, så længe du ikke er tilmeldt betalingsservice.

Storskralderum – fra selvbetjening til bemanding

Vores flittige varmemester bruger hver dag meget lang tid på at rydde op og sortere affaldet i storskralderummet. Og det er ikke meningen.

Vi beboere skal naturligvis selv kunne finde ud af at sortere vores storskrald, dvs. at skille plast og pap ad, at skære vores papkasser op og slå dem sammen, at sortere øvrige ting ud i de rigtige kategorier og at anbringe det i KLARE sække, samt selv at køre bygningsaffald m.v. på genbrugspladsen, da dette – jf. vejledning på døren – ikke må anbringes i rummet.

Derfor lukker vi indtil videre storskralderummet for selvbetjening frem til 1. april

Til gengæld holder vi åbent – med bemanding – så alle kan få hjælp til at stille tingene de rigtige steder. Det gør vi på følgende tidspunkter:

Mandag fra kl. 17:00 til 17:45 samt onsdag fra kl. 7:00 til 8:00

Med venlig hilsen
Bestyrelsen